torsdag den 28. oktober 2010

Ilddåb...

Jeg er jo sygeplejerskestuderende.
Og! Jeg elsker det. Det er det helt rette for mig, ingen tvivl om det.
I øjeblikket er jeg i praktik, det er spændende - som i "jeg lærer så meget, og jeg ved at det er min hylde".
I går havde jeg aftenvagt - kan godt lide de vagter, syns dog det er hårdt at undvære drengene.
Og! I går havde jeg en meget speciel (og, for mig, hård) oplevelse...
Vi havde en ældre mand indlagt, som egentlig kun var hos os for at dø. Hans børn skiftedes til at våge over ham.
Kl. 22 i aftes var vi inde hos ham for at give morfin. Han ligger i sengen, med hovedgærdet hejst. Han griber fat i galgen (den dims der hænger over sengen, som de kan hejse sig op i) - stirrer direkte ud i luften, meget intens. Han søn kigger på mig og siger "nu sker der noget" og henvendt til sin far "bare giv slip, far" - og det var så tydeligt at nu gav han slip - han trak vejret på den specielle måde, og kort efter drog han det sidste suk og døde.
Det var en meget mærkelig oplevelse - jeg har været med til at gøre en død i stand før, men jeg har aldrig prøvet at stå med en person i hånden, som trækker vejret for sidste gang.
Jeg holdte masken, men så snart jeg kom ud fra stuen - tudbrølede jeg. Det var så stærk en oplevelse.
Efterfølgende var jeg med til at gøre ham i stand, og sige farvel.
Og sønnen kom og gav mig et kram og sagde. "Tak for hjælpen derinde, du kunne godt se at han var på vej til at give slip - tak for din måde at tackle det på" - det var lige et kæmpe skulderklap til mig.
Men! Jeg er påvirket af det - mere end jeg havde troet. Men det er på den gode måde, hvis man kan sige det. Det var en smuk oplevelse, og jeg er glad for at jeg var der. Men. Jeg havde ikke troet at jeg ville græde, selvom jeg er ret grådlabil.
Da jeg kom hjem i aftes, var jeg også lige nødt til at stene foran TVét en times tid inden jeg gik i seng - skulle lige sunde mig.
Beklager hvis det er et rodet og uoverskueligt indlæg .- jeg havde lige brug for at skrive det ned.
God dag derude i Bloglandet.


Billedet er fundet via Google

6 kommentarer:

  1. Kender det. Selv sygeplejerske. Og man kommer tit i faget ind i menneskers private rum - på godt og ondt. Det kan være sørgeligt, utrolig smukt og hårdt. Ikke altid det er lagt på vej ud af døren til afdelingen...
    Har forresten inviteret dig til en blogleg, håber du har lyst til at være med :-)

    SvarSlet
  2. Hvor er det fint skrevet. Jeg sidder med gåsehud over alt, fordi det bringer minderne tilbage om dengang jeg sad hos min far, da han døde. Det er rart at høre at den gamle mand havde sin familie og et kompetent personale omkring sig.
    Det er et flot arbejde i gør som sygeplejersker. Tak for det :)
    Kh. Malene

    SvarSlet
  3. Hej
    Kender det også godt - er sygeplejerske på et afsnit hvor der af og til dør en patient.. Jeg synes jo det er helt legalt at blive påvirket af sådan en situation - jeg har da en gang eller to kommet til at få tårer i øjnene inden ved patienten og dennes familie, men jeg synes jo bare at det viser at man er menneskelig... Man skal selvfølgelig ikke blive så påvirket at man ikke kan klare arbejdet, men det er jo også altid værst den første gang man oplever sådan noget - næste gang kender du lidt bedre dit eget reaktionsmønster... Men det bliver aldrig let at se en familie i sorg - også selvom det er i en situation hvor man venter dødsfaldet...
    Dejligt at du fik et skulderklap fra familien...
    Knus herfra ( og stener altså næste også altid foran fjernsynet når jeg har haft aftenvagt :-)

    SvarSlet
  4. Tak for jeres søde kommentarer ;) Det lettede at få det skrevet ned, og i går fik jeg snakket det igennem på afdelingen igen. Jeg ved godt at det, heldigvis, aldrig bliver hverdag at se en menneske dø - men det bliver nemmere...
    God weekend til jer.

    SvarSlet
  5. Jeg husker tydeligt da jeg i forbindelse med mit job, som sygeplejerske, opdagede hvor smuk døden kan være. Udover at få børn og blive gift, er det absolut en af de stærkeste oplebelser jeg har haft!

    SvarSlet
  6. Uanset hvordan man vender og drejer det er det en stor, voldsom og meget insisterende oplevelse at se et mennesket dø - uanset om man kender vedkommende eller ej.

    Hvis ikke du blev påvirket ville det være mærkeligt, synes jeg.
    Jeg er sikker på du bliver en fantastisk sygeplejerske!

    SvarSlet

TAK, fordi du giver dig tid til at skrive en kommentar - det gør mig glad.